Velkommen til Strandegård og Feddet Strand Resort – et feriested med kvalitetsoplevelser for hele familien. Vores mål er at tilbyde vores gæster uforglemmelige natur- og ferieoplevelser, hvor hele familien kan nyde livet sammen og skabe varige minder.

Herunder finder du en forklaring til punkterne på kortet, samt en kort introduktion.

Strandegård og Feddet er beliggende tæt på Østersøen og strækker sig over 1300 hektar. Her finder du Feddet Strand Resort, vores prisvindende feriested som er blevet kåret som Danmarks bedste campingplads tre år i træk. Campingpladsen er kystnært placeret mellem 600 hektar økologisk landbrug og 700 hektar certificeret skovbrug og naturområder.

På Strandegård, hvor vores økologiske landbrug hører hjemme, kan du i sæsonen plukke jordbær og æbler og i august kan du plukke skønne blåbær fra vores økologiske plantage på Feddet. Du kan også fordybe dig i vores store skovområder og nyde synet af majestætiske egetræer i Strandegård Dyrehave. På Feddet kan du opleve Sjællands største fredede hede med klokkelyng, enebærtræer og et rigt fugle- og planteliv.

Historien om Strandegård kan føres tilbage til midten af 1600-tallet, efter svenskekrigene. Men allerede for 6000 år siden, i oldtiden, var der menneskelig aktivitet i området. I Strandegårds Dyrehave kan du se en gruppe af fire gravhøje bevokset med bøgetræer og egetræer samt en lille langdysse fra bondestenalderen.

På Feddet kan du nyde livet på stranden eller udforske den unikke natur til fods eller på cykel. Feddet er et fascinerende naturområde, halvøen er et relativt ungt landområde, geologisk set kun omkring 2000 år gammelt. Halvøen er opstået efter istiden og er opbygget af grus og sand, som bølgerne har transporteret fra Stevns. Vegetationen og landskabet på Feddet minder derfor mest om et lille stykke Vestjylland. Halvøen er en del af et stort fuglebeskyttelsesområde, der strækker sig fra Præstø Fjord til Møn. For at bevare Feddet som et vigtigt levested for fugle- og dyrelivet bliver områdets natur og engarealer afgræsset af heste og køer.

Strandegård og Feddet er et bilfrit område, men du kan cykle og gå på områdets stier og veje. Vores køer og heste er fredelige, men husk altid at holde god afstand, især til kalve eller føl, og husk, at dyrene ikke må fodres.

På Strandegård & Feddet finder du en enestående og sårbar natur. Vi beder dig derfor om at hjælpe os med at passe på den ved at lægge dit affald i skraldespanden og huske på at naturfredningslovens § 22 gælder i hele området. Bemærk venligst, at Faxe Kommune har indført et permanent forbud mod åben ild på Feddet, og overtrædelse vil blive anmeldt til politiet.

Varden i Strandegård Dyrehave er rejst til minde om Jens Munk der i 1619, på ordre af Kong Christian IV sejlede ud for at finde Nord- Vestpassagen (nord om Amerika). De nåede til Hudson Bay, Canada, hvor de måtte overvintre i det barske vinterklima, skørbug og mangel på mad tog livet af dem alle på nær Jens Munk og to af hans folk.

Strandegård Dyrehave er kendt for sine store gamle egetræer og åbne sletter. I området omkring Strandegårds Dyrehave kan man se en gruppe af fire gravhøje og en lille langdysse fra bondestenalderen, som er dækket af bøge- og egetræer.
Skansen, er resterne af et forsvarsværk, opført omkring år 1800 med det formål at forsvare indsejlingen til Præstø mod angreb fra søsiden. Skansen rummede flere store kanoner og var omkranset af dybe grøfter og volde, som tydeligt kan ses den dag i dag.
Strandegård ligger lige nord for Feddet, gårdens historie kan føres tilbage til 1600-tallet da området var kronejord og tilhørte Kong Frederik den III. Siden 1730 har Strandegård og Feddet været i familien Reedtz-Thotts eje.

Besøg Strandegård og oplev en økologisk æbleplantage. Fra slutningen af august til og med efterårsferien kan du plukke vores skønne aromatiske og sødmefyldte æbler i plantagen. Se mere om pluk selv æbler her

I urtehaven på Strandegård får du mulighed for at opleve den økologiske dyrkning på tæt hold og selv plukke årstidens friske grøntsager. I urtehaven finder du ærter, kartofler og jordbær samt blomster, altsammen til selvpluk.
Umiddelbart syd for Strandegård, tæt på stranden ligger der et shelter med bordebænke og et muldtoilet. Shelteret udlånes gratis efter “først-til-mølle” princippet og kan derfor ikke reserveres, ring send sms til nummer der står på gavlen, hvis du vil overnatte.

Fedlejren ligger naturskønt direkte ved stranden, bygningen er nyistandsat inde og ude og er rummelig med plads til 70 børn og 16 voksne. Udlejningen sker fra resortet.

Hunde kan luftes i hundeskoven som ligger lige nord for campingpladsen. I hundeskoven må hunden løbe frit omkring, hvis den er venlig overfor andre hunde.

Mindesten er rejst i 1928 til minde om den tidligere ejer af Gavnø, Strandegård og Feddet, Otto Reedtz-Thott. Han boede det meste af sit liv på Fedgården, og først efter hans fars død i 1923 flytte han til Gavnø ved Næstved, hvor han boede til sin død.

I Fiskerhuset kan du se udstillinger og billeder om livet og naturen ved Præstø Fjord. Indtil midten af 1900-tallet var huset beboet af en fiskerfamilie hvis primære livsgrundlag var fiskeri af gedde og aborre i Præstø Fjord.

Af de oprindelige tre fyr på Feddet er der to tilbage, et på stranden og et tæt på premiumhytterne, fyrene blev slukket i 2003. I dag giver fyrene minder om tiden før moderne teknologi som GPS og radiofyr overtog navigation og sikkerhed til søs.

Fed Havnen blev oprindelig anlagt til udskibning af brænde til Præstø, derefter blev den i en lang årrække fra 1920 til 1960 anvendt til udskibningen af kugleflint der blev udvundet på Feddet. I dag fungerer den som lystbåde havn for mindre motor- og sejlbåde, som udflugtsmål for områdets gæster – og ikke mindst for kitesurfere, når vinden er i vest.

Formålet med Naturrum Præstø Fjord er, at skabe steder langs fjorden, som er åbne for alle og egner sig til ophold og oplevelse. På Feddet er den gamle betonbåd indrettet indrettet til shelterovernatning og på land er der opsat tre shelters samt en bålhytte, som kan bookes via friluftsguiden.

Betonbåden der ligger i fjorden, nordvest for havnen blev oprindelig bygget i 1917 til at fragte kugleflint fra Feddet til omlæsning på større skibe i rum sø. I forbindelse med etablering af Naturrum Præstø Fjord i 2008 blev båden omdannet til shelterovernatning og udsigtspost.

På Feddet finder du en af Danmarks største økologiske blåbærplantager. Nyd den dejlige sensommer samtidig med du plukker de skønne blåbær, en af naturens dejligste og sundeste bær. Se mere om blåbærene her

Fedgården – halvøens store avlsgård, der ligger midt på Feddet, blev anlagt i 1800-tallet med henblik på fåreavl. I dag bruges Fedgården primært til aktiviteter for Feddet Strand Resort og til større events og bryllupper.

Offerlunden ligger smukt ud til Præstø Fjord og var i mange år var den eneste træbevoksning i området. Man kan nyde udsigten over fjorden fra bordbænkesættet som er placeret mellem strandkanten og nogle flotte men vejrbidte skovfyr.

I 1600-tallet var Feddet for størstedelen af Feddet dækket af en ege og bøgeskov, men skoven blev afbrændt under svenskekrigene fra 1658-60, hvorefter området blev overtaget af hedelyng som trivedes godt på den sandende undergrund. I 1973 blev heden fredet, siden er den blevet afgræset af heste og køer for at sikre at området ikke bliver til skov igen.
Gravhøjen på heden er gravsted for baron Otto Reedtz-Thott (1872-1927) og hans to hustruer Ingeborg og Gudrun. Otto Reedtz-Thott var en dygtig sejlsportsmand og med båden Nurdug II ( Gudrun stavet bagfra ) vandt han Danmarks første OL-medalje (sølv) i sejlsport ved OL 1912.
Syd for Fedgården passerer du et hegn som går på tværs af Feddet, her finder du en af de største naturplejeområder på Sjælland. I området som er på størrelse med 300 fodboldbaner, kan du opleve et fantastiske fugleliv og se de fredelige Galloway køer og Exmoor ponyer græsse.
På den aller sydligste del af Feddet, med udsigt over Præstø Fjord er der placeret et fint fugletårn. Tårnet er et fantastisk sted at observere fugle og opleve den enestående naturrigdom som området byder på.
Strandengene på den sydligste del af Feddet er et vigtigt yngleområde for mange arter vand- og vadefugle som ofte har reder på jorden. Besøgende bør derfor ikke færdes i området fra april til midt juli.
Syd for fugletårnet står resterne af en vindrose fra omkring år 1900, den havde til formål at bortpumpe vand de yderste og laveste arealer på Feddet. Vindmøllen har ikke været i funktion siden 1920’ene og står i dag som et skulpturelt minde om bestræbelserne på at opdyrke strandengene på Feddet.